Etiopien

Etiopien ligger i det østlige Afrika og har den andenstørste befolkning i Afrika. Det er et af verdens ældste lande. Landet var i fem år besat af Mussolinis Italien i forbindelse med Anden Verdenskrig, men har aldrig været koloni.

Fra 1930 til 1974 var Etiopien ledet af kejser Haile Selassie. Haile Selassie blev kuppet fra magten, og indtil 1991 var Etiopien plaget af flere blodige kup, oprør, tørker, sult og massive flygtningeproblemer. En mangeårig grænsekonflikt med Eritrea har drænet landet for ressourcer.

Til trods for økonomisk vækst de senere år er landet stadig blandt verdens fattigste. Kaffe udgør den største eksportvare, og etiopisk økonomi er helt afhængig af landbrugsproduktion, men landbruget er hæmmet af tørke og jorderosion.

Børn i Etiopien

Knap halvdelen bliver færdig med indskolingen. Selv om Etiopien gør en indsats for at få alle i skole, er skolesystemet udsultet med op til 70 elever i hver klasse, forældede skolebøger og lærere, der er dårligt uddannede.

Ifølge UNESCO kan kun 39 procent af de voksne etiopiere og 55 procent af de unge etiopiere læse og skrive. Det skyldes blandt andet, at deres forældre ikke har haft råd til at sende dem i skole.

I stedet for at gå i skole arbejder mange drenge i landbruget eller som daglejere, mens piger bliver ansat som hushjælp i byerne eller i udlandet for at tjene penge til deres familier.

Det betyder, at Etiopien skal gøre en særlig indsats for at leve op til Verdensmål 8, der skal fremme anstændige job til alle, og som fastslår, at alle lande skal stoppe de værste former for børnearbejde.

I Etiopien har 3,5 millioner børn ifølge UNICEF mistet en eller begge forældre. Blandt de forældreløse har især piger det svært, fordi de ofte skal agere forældre for deres søskende.

SOS Børnebyerne har syv børnebyer i Etiopien og hjælper desuden til, at forældre kan få passet deres børn i børnehave, få adgang til lægeklinikker, gå i skole og få videre uddannelse.

Ét af de børn, der har fået et nyt hjem i en SOS-børneby, er Abeba. Abeba var kun et år gammel, da hendes mor forlod hende. Hendes fars familie tog hende modvilligt til sig, men de sørgede ikke ordentligt for hende. De gav hende kun det mad, de selv havde tilovers, og hun fik ingen omsorg.

Da Abeba kom til SOS-børnebyen i Jimma i det vestlige Etiopien, var hun meget underernæret, svag og møgbeskidt. I dag lever hun et helt almindeligt barneliv med skolegang, venner og masser af tid og plads til at lege og bare være barn. Hun er en rigtig grinebidder, og når hun bliver stor, vil hun gerne være lærer. Med din hjælp er det muligt.

Fakta om børn

  • 41 procent af Etiopiens befolkning er under 14 år.
  • Der er 3,5 millioner forældreløse børn.
  • 450.000 børn har mistet en eller begge forældre til aids.
  • 59 børn ud af 1.000 dør, før de fylder 5 år. I Danmark dør 3,5 børn, før de fylder 5 år.
  • Cirka 43 procent af alle børn gør indskolingen færdig. 15 procent gennemfører mellemtrinnet og udskolingen. 13 procent får en studentereksamen.
  • Mere end hvert fjerde barn er underernæret, og 40 procent af alle børn udvikler sig ikke, som de skal, på grund af under- eller fejlernæring.

Landefakta

  • Etiopien er cirka 25 gange så stort som Danmark.
  • Der bor over 99 millioner mennesker.
  • En etiopier tjener i gennemsnit 4.155 kroner om året eller godt 11,38 kroner om dagen.
  • 1,2 procent af alle etiopiere mellem 15 og 49 år lever med hiv eller aids.
  • For hver 100.000 børn, der bliver født, dør 353 etiopiske kvinder på grund af komplikationer under graviditet eller fødsel. I Danmark dør 6 kvinder.
  • Fødselsraten i Etiopien er 32 levendefødte børn pr. 1.000 etiopier. I Danmark er fødselsraten 10.
  • En etiopisk kvinde kan forvente at leve i 66 år og en mand 62 år.
  • 33,5 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på 1,90 US dollar om dagen.

Børneby i Etiopien

Støt MY FOUNDATIONs arbejde i Etiopien, eller bliv partner på et projekt eller en børneby i landet.